Denne opskrift har fulgt mig siden jeg var 15-16 år. Jeg kan ikke huske, hvor jeg fik den fra, men til gengæld kan jeg huske, at mange har været rigtigt glade for at guffe disse kager. De er bedst, hvis de falder lidt sammen – og det har de ikke svært ved. Det er som om dejen karameliserer lidt. Nogle vil måske sige, at mandel-essens er snyd, men det får i hvert fald mine tænder til at løbe i vand.
Ingredienser
- 3 æg
- 300 g sukker (ca. 3 ½ dl)
- 2 ½ tsk. mandelessens
- 125 g makroner
- 125 g mel (ca. 2 dl)
- 125 g margarine
Hvorfor ikke lave dobbelt portion med det samme? De skal nok blive spist.
- 6 æg
- 600 g sukker (ca. 7 dl)
- 5 tsk. mandelessens
- 250 g makroner
- 250 g mel (ca. 4 dl)
- 250 g margarine
Sådan
Start med at knuse makronerne. Klip et lille bitte hul i posen, så luften kan komme ud og tril så med kagerullen. Bland melet med makron-pulveret for at undgå små mel-klumper i kagerne.
Æg og sukker piskes til det er tyktflydende og skummende. Mandelessensen røres i sammen med knuste makroner og mel. Smeltet, svalet smør eller margarine kommes i til sidst. Flydende margarine fungerer fint.
Dejen fordeles i små papirforme eller muffinforme af silikone, der fyldes knap halvt og bages ved 200° i 20 min.
Frysning er aldrig prøvet. De er blevet spist inden.