Når man passer sin surdej er der altid rester. Min surdej indholder både rug- og hvedemel. Men selvom der er rugmel i kan den sagtens bruges til kage. Nogle fryser endda deres rester – jeg prøver at få dem brugt inden for en uge i køleskab.

Cirka en gang om ugen starter jeg på en ny tom bøtte, så jeg er sikker på at det ikke står for længe. På den måde antager jeg, at jeg er mere sikker på at have det samme resultat hele tiden. Meget gammel surdej vil smage mere sur og derfor svært at have fornemmelsen af andre krydderier mv.

Ingredienser

  • 80 g surdejsrest – kan sagtens være flere dage gammel.
  • 10 g flydende margarine
  • 1 lille æg
  • 40 g sukker
  • ½ tsk vanilla
  • 1 knsp salt
  • ½ tsk kardemomme eller 1 tsk kanel
  • ½-1 æble i små tern
  • ½ tsk bagepulver
  • Evt. en klat cremefraiche eller flødeskum

Sådan

  1. Rør surdejen sammen med æg, sukker, salt og vanilla.
  2. I en anden skål blandes æblerne med kanel/kardemomme og margarine.
  3. Rør bagepulver i dejen og bland æblerne i bagefter.
  4. Koppen bages i microovnen ved fuld styrke i 4-5 minutter afhængig af styrken på din mikrobølgeovn.
  5. Server med creme fraiche eller flødeskum. Æblekagen kan spises direkte fra koppen!